Sådan giver du konstruktiv feedback til din teenager der virker!
Når du siger til din teenager, at det du har gang i eller er i færd med at gøre nok ikke er så god en idé, vil du højst sandsynligt, de fleste gange blive mødt med øjne der vender det hvide ud af og en temmelig stram mund.
Det er en helt naturlig udvikling der sker, i det øjeblik din søn eller datter går fra at være et barn, til at være en teenager.
De løsriver sig fra tiden som barn, og vil nu gerne til at lære at stå på egne ben og en konsekvens af denne overgang er, at de vil lytte meget mindre til dine gode råd og anvisninger.
De mener simpelthen ikke, at de har brug for din hjælp mere.
Men bare fordi at din søn eller datter ikke mener at dine kloge ord er velkomne, betyder det ikke, at de ikke har brug for dine råd. Tværtimod.
Der er SÅ mange ting som din teenager ikke har lært endnu og som er af afgørende betydning for, at de får en god start på voksenlivet den dag de flytter hjemmefra.
Og til det har de brug for dig til at kunne rette dem ind og fortælle dem, både når de gør noget rigtigt, men også når de gør noget forkert.
Men det handler rigtig meget om måden du giver kritik eller feedback på.
At du som forældre til en teenager, er i stand til at give konstruktiv feedback og også gør det, er vigtigt fordi din teenager resten af livet vil stå i så mange situationer, hvor han eller hun vil opleve at få det.
Det vil komme fra en fremtidig partner, fra kollegaer på jobbet, en chef, gode venner, folk på uddannelsessteder, ja alle mulige steder vil din teenager opleve at skulle forholde sig til, at modtage kritik eller feedback, og hvis ikke de er i stand til at se værdien af feedback eller ligefrem eksplodere når de oplever den, så bliver det svært at være i den teenagers sko fremover, for de vil møde den, ligesom du med garanti har mødt den op til flere gange sikkert.
Vi skal som forældre sikre, at vore børn har de færdigheder de skal bruge, for at kunne håndtere denne del af livet, og det er dig der skal lære din søn eller datter dette.
Hver eneste gang du er i stand til at give din teenager konstruktiv kritik, uden at blive mødt med modargumenter, sure bemærkninger eller tilbage trækning, så er det lige præcis der du skaber rammerne for, at din teenager vokser som menneske og skabe forandringer i sit liv.
Vi skal lære de unge at klare sig selv og blive stærke til den fremtid der ligger og venter som voksen.
Men som alt muligt andet, så handler det om relationer. Den måde I har det med hinanden og den måde I respekterer hinanden. Det er alt afgørende.
Har du for eksempel selv prøvet at modtage kritik fra en chef eller kollega, som du ikke respekterede?
Det har de fleste på et eller andet tidspunkt.
Hvis ikke du respektere den person, som giver dig kritik, så er der ikke særlig stor chance for at du lytter efter, og der er ikke den store chance for at du gider investere særlig meget energi i at følge disse råd.
Gå efter bolden og ikke manden
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har siddet I et coaching forløb med en teenager og hans eller hendes forældre og hørt forældrene udtrykke hvor skuffede eller vrede de er på deres teenager.
Det hjælper altså ikke meget at gå efter personen, for hvis der er noget vi både som voksne, men også som teenager hader at høre, så er det altså at vi ikke er gode nok som menneske.
Det kan godt være at den unge har gjort noget skidt eller dumt, men så er det altså adfærden vi skal kommentere på, og ikke personen.
”Det du gjorde var ikke helt gennemtænkt sønnike, men du er stadig en god knægt”.
Hvis du fokuserer på det rigtige, så er der en ret stor sandsynlighed for, at den unge spidser øre og lytter efter.
Vær omsorgsfuld men vær også direkte
Lad være med at bruge sarkasme overfor din teenager. Vi voksne kan ofte godt forgribe os til at bruge sarkasme i mange sammenhænge. Det kan være en afvæbnende måde at sige det vi mener, lidt mellem linjerne, men din teenagers hjerne er slet ikke udviklet til at forstå sarkasme på samme måde som os voksne, og derfor får det ofte den modsatte effekt, nemlig at det skaber en konflikt.
Vær opmærksom på din mimik
Teenagere har en usædvanlig god evne til at aflæse mimik, og hvis det du siger ikke passer på dit ansigtsudtryk er du afsløret på et splitsekund.
De unge har også ofte en evne til at overfortolke ansigtsudtryk, så bare et løftet øjenbryn eller en rynke i din pande, kan få din teenager til at bliver usikker overfor det du siger, selv når du siger noget der er positivt.
Det er ikke altid lige nemt og rart at få kritik eller feedback, men det er nødvendigt at din teenager lærer det allerede nu, og ikke ser det som om at verden er ved at falde sammen om ørene på dem.
Det skal lære, at det at få noget hjælp, rådgivning og sparring udefra er en måde at udvikle sig på som menneske, og det at få det fra dem som står dem allernærmest, altså dig som forælder, er en tryg og sikker måde at udvikle den færdighed.
Til allersidst, så er det også vigtigt at din teenager selv kommer til orde. Lad ham eller hende forklare sig og udtrykke baggrunden for sin adfærd og sine beslutninger, og lad dem tale færdig uden at afbryde.
At de forklarer sig er også en måde at forstå egne handlinger på, på et dybere plan.
Mange hilsener
John Mejlgren
Vil du have meget mere inspiration i form af videoer, kurser, lydbøger samt artikler?
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!