Hvad har teenagere med hunde og katte at gøre?

Ikke meget tænker du sikkert. Men der er nu alligevel mange ligheder, som kan forklare en hel masse om teenagere.

Hvis du har en teenager hjemme på matriklen, og det tænker jeg, at du sikkert har, da du jo læser dette.

Har du så ikke bare en gang eller to tænkt tanken, hvor er min lille dejlige, kærlige trofaste søn eller datter dog blevet af.

Der var engang, hvor han eller hun bare kom, når jeg kaldte – altid med et stort smil på læben, hoppede op på skødet og lyttede til alt, hvad jeg havde at sige og ikke mindst gjorde, hvad jeg sagde.

Nu har jeg bare en doven, sur teenager, som dårligt gider at svare, hvis jeg kalder og har da bestemt ingen intentioner om at rejse sig fra sengen, hvor det 120’ende FIFA spil, bare i dag, er i gang med at udspille sig på skærmen.

Han eller hun kommer kun, når han eller hun gider. Basta.

Og det her med at kramme og være kærlig er bestemt ikke en vane, vi skal arbejde videre på, synes han eller hun.

Lyder det bekendt???

Hvis det gør det, så må jeg bare sige, at sådan er det i ALLE teenage hjem – stort set.

Og det er en hel naturlig del i den udvikling din teenager gennemgår i processen, at gå fra at være et barn som har brug for dig 24/7 til at blive en uafhængig voksen, som er i stand til at kunne klare sig selv.

Det er møg irriterende, men sådan har det altid været, og tænker du tilbage på dine egne teenage år, var det så ikke også sådan dengang?

Det er det, jeg mener med hund og kat, for hvis du har eller har haft hund eller kat eller måske begge dele, kan du så ikke se lighederne mellem den trofaste hund, som elsker opmærksomhed, elsker at blive kælet for og kommer og logre med halen, når der bliver kaldt, til den egenrådige kat som kun kommer allernådigst, når maden bliver sat på bordet og bestemt kun har lyst til kærtegn når det passer den, og det er vist sjældent.

Din teenager er gået fra at være en hund til en kat, og det har intet med dig at gøre. Du har intet gjort galt, og det bedste, du kan gøre for din teenager, er blot at være til stede, være nærværende og opstille et sæt rammer, som din teenager kan navigere indenfor.

Jeg har hørt fra rigtig mange forældre, som jeg har talt med gennem årene, at de føler at deres teenager fjerner sig fra dem.

Det er der også en sandhed i, fordi for de fleste teenagere så er du og din tilstedeværelse forbundet med tiden som barn, og da din teenager nu er ved at udvikle sig til en voksen, så vil de ubevidst gøre en stor indsats for ikke at være i nærheden af dig, for så bliver de jo et barn igen, som er afhængig af mor og far.

Det er altså ikke en bevidst afvisning af dig som person, men mere den rolle du før har haft, som de fjerner sig fra, og det kan du altså ikke gøre noget ved, men blot acceptere, at sådan er det i en periode.