DET HER BØR DU ALDRIG SIGE TIL DIN TEENAGER
Dine ord har en stor indvirkning på din teenagers følelser, selvværd og adfærd, og det er derfor vigtigt, at du vælger dine ord med omtanke, især når du føler dig frustreret, vred eller ked af det.
At sige sårende eller respektløse ting til din teenager, uanset din hensigt kan virkelig for alvor skade dit forhold til din egen teenager.
Ligegyldig hvilken situation du måtte befinde dig, så er der altså bare nogle ting, som du aldrig bør sige til din teenager.
Her er et par af dem:
”Da jeg var i din alder”
selvom det, at forklare hvordan verden så ud, før internettet blev skabt og diverse smartphones fik plads i vores hverdag, og det sagtens kan være lidt af en øjenåbner over for nutidens teenager, så lad være med at tro, at dine anstrengelser for at motivere din teenager til forandringer, vil bære frugt med denne strategi.
Det er ligegyldigt, om du har måtte kæmpe dig vej gennem snedriver i 10 graders kulde, for at komme til skole da du var barn, da det at blive kørt af sine forældre var lidt af en sjældenhed, eller at du har måtte tjene dine egne penge ved at have et fritidsjob som flaskedreng, da man i modsætning til mange unge i dag, ikke bare kunne be’ sine forældre om penge når den nye X-box kom på markedet, eller hvad du nu synes, der var hårdt og svært dengang i forhold til nu, det eneste du med sandsynlighed vil opleve, er en teenager som vender det vide ud af øjnene og gaber højlydt.
Det hjælper ikke, at du forsøger at skabe disse sammenligninger, og så tror at din teenager retter ind, for det kommer aldrig til at ske, og du kan ligeså godt spare dig selv for den indsats. Du vil højst blive betragtet som et levn fra fortiden, hvilket er en ligeså tvivlsom sammenligning.
”Det er bare en fase”
Teenager vokser og udvikler sig, og vil i denne udvikling afprøve forskellige former for identitet.
Men det betyder ikke, at du skal tro, at din teenagers seksuelle præference eller depressive adfærd bare er en fase, for hvis du gør det, kan der være en stor risiko for, at du ødelægger hans eller hendes mentale sundhed og ikke mindst jeres fælles relation.
På samme måde skal du heller ikke undskylde din teenagers dårlige beslutninger eller dårlig adfærd ved at sige, at det er bare en fase. Al forskning viser at en respektløs teenager ofte vokser op og bliver en respektløs voksen, sådan er det bare i de fleste tilfælde.
Støt din teenagers søgen efter uafhængighed, mens du samtidig vejleder din teenager gennem en eventuel problematisk adfærd, og så lær ham eller hende nogle bedre kompetencer i stedet.
”Fordi jeg siger det!”
At fortælle din teenager at hun ikke må gøre dette eller hint uden at give hende en begrundelse, er totalt turn-off for en teenager. Hmm måske ikke kun teenagere, for hvad ville du sige til, at chefen kom med en opgave til dig som du ikke rigtig kunne se meningen med, og så spurgte til hvorfor du skulle lave denne opgave, og chefen blot svarede ”fordi jeg siger det”. Hvordan ville du reagere?
Hvis du overhoved skulle blot overveje at udføre opgaven, så er jeg sikker på, at du gerne ville kende baggrunden og meningen med galskaben.
Din teenager har det på samme måde, måske gange to. Du er nød til at komme med en fornuftig begrundelse, som giver mening, hvis du skal have noget igennem denne mur af teenage modstand, som du en gang imellem møder. Det er samtidig en rigtig god måde for dig, at lære din teenager at tænke dybere over livets mange gøremål og pligter.
”Hold op med at bekymre dig så meget”
Hvad enten din teenager bekymrer sig om en dum bemærkning fra en tæt veninde, eller at hun bekymrer sig om, hvad det modsatte køn måtte tænke om hende, eller at hun bekymrer sig om ikke at være hjemme til det næste afsnit i fjernsynet af en serie, hun følger tæt med i, så lad være med at sige til hende, at det er da ikke noget at være bekymret over og spilde sin tid med.
Hos teenagere er følelserne langt mere uden på tøjet end de er hos voksne, og det er en del af teenage hjernen, der her er på spil.
De unge er meget mere følsomme, og hvis du siger til en teenager, at der ikke er grund til at bekymre sig, hvis det nu er det, hun har valgt at gøre, så fortæller du samtidig, at hendes følelser er forkerte.
I stedet for at tale følelserne ned, så anerkend at de er til stede, også selv om du ikke helt forstår dem.
At følelserne tager overhånd en gang imellem hos en teenager, er bare helt naturligt. Sæt dig i stedet sammen med din teenager, og tal om forskellige måder at kunne håndtere dem på, når de opstår i stedet.